torsdag den 18. oktober 2012

Palmeiras vandt nøglekamp i bundstriden

Palmeiras gisper hårdt efter vejret i Serie A, men "O Verdão" fik dog lidt opmuntring i nedrykningskampen med onsdagens 1-0 sejr over Bahia. Angriberen Betinho blev matchvinder, da han efter 19 minutters spil udnyttede et indlæg fra Hernán "El Pirata" Barcos. Betinho er ved at udvikle sig til en lille talisman for Palmeiras. Selvsamme spiller scorede nemlig det afgørende mål, da Palmeiras tidligere på året sikrede sig årets pokaltitel. "De Grønne" hænger trods sejren fortsat fast i nedrykningsdyndet med 6 points op til den rigtige side af stregen. Som stillingen er i øjeblikket er det netop Bahia, som befinder sig på den vigtige 16. plads, som sikrer endnu en sæson i landets bedste række.

Coritiba tog et skridt op midt i tabellen efter 2-1 over Náutico. Hjemmeholdet blev sat i gang af et selvmål af Alemão, Deivid øgede til 2-1 inden at Kieza kort før tid fik pyntet på resultatet. Coritiba
har netop bekendtgjort kontrakten med idolet Alex, som er hentet tyrkiske Fenerbahçe, og det er et gensyn, som alle fansene glæder sig til. Coritiba ligger nu 10'er i tabellen med 12 points ned til stregen, mens oprykkerne Náutico på 12. pladsen har 11 points ned til nedrykningspladserne.

Portuguesa og Flamengo spillede 0-0 Canindé i São Paulo. Kampen havde fortjent et mål eller to. Vágner Love fra Flamengo var således uheldig at ramme træværket to gange, mens hjemmeholdets Léo Silva måtte se et enkelt forsøg prelle af på stolpen. Resultatet betyder, at Portuguesa og Flamengo fortsat befinder sig i den kedelige ende af tabellen. Portuguesa har på 13. pladsen 9 points ned til stregen, mens Flamengo som nr. 15 har 8 points at tære af.

Se målet fra Bahia-Palmeiras


Se målene fra Coritiba-Náutico

Resultater af onsdagens kampe:
Bahia-Palmeiras  0-1
Coritiba-Náutico  2-1
Cruzeiro-Corinthians  2-0
Fluminense-Grêmio  2-2
Internacional-Figueirense  2-3
Portuguesa-Flamengo  0-0
Santos-Atlético Mineiro  2-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar