lørdag den 3. marts 2012

Rovdrift på stortalentet Lucas?

Lucas imponerer!
Unge Lucas imponerede endnu en gang, da São Paulo hjemme på Morumbi slog Guaratinguetá med sikre 3-0. Stortalentet scorede selv det første mål lige før pausen, mens topscoreren Willian José og Fernandinho gjorde arbejdet færdigt i 2. halvleg. Lucas og den defensive midtbanespiller Casimiro (2 assists) fik gode karakterer hos O Globo, og det er godt at se, at de unge slår til i São Paulo. Men når man kigger på kampprogrammet for en spiller som Lucas, så kan man ikke undgå at blive bekymret.
  
Rovdrift?
Man kan roligt sige, at Lucas har været hårdt spændt op siden i søndags, hvor han efter en del polemik fik lov til at spille classico mod Palmeiras. Herefter gik turen i fly til Schweiz (godt 12 timer) og torsdagens landskamp mod Bosnien. Her leverede Lucas et fint indhop, hvor han var med til at sætte fart på "O Seleção". Så gik det huj-hej tilbage til Brasilien (igen godt 12 timer i fly), og kamp torsdag for São Paulo, hvor det blev til 1 time på banen samt et mål. Jo, en spiller af Lucas' kaliber kan man altid bruge, men dette forløb tenderer rovdrift på en kommende stjernespiller.
  
Fortjent hvile?
Nu er spørgsmålet, hvad der sker på søndag, når São Paulo møder det absolutte bundhold fra XV de Piracicaba. Logikken siger, at Lucas godt kunne bruge en hviledag, men meget tyder på, at træner Emerson Leão har andre ideer. I følge O Globo skulle Lucas være med i startopstillingen mod XV, hvor han som sædvanligt danner angrebsduo med Willian José. OK, São Paulo er hårdt ramt af skader for tiden, men det undrer mig alligevel, at der ikke bliver lidt pusterum til netop Lucas.
 
Med på 3 fronter
Den 19-årige knægt får et hårdt 2012, hvor han udover kampene med São Paulo også kan se frem til masser af landsholdsaktiviteter. Der er testkampene med det normale landshold, men den altoverskyggende begivenhed bliver dog Sommer-OL i London. Her bliver Lucas en af nøglefigurerne sammen med Neymar på det U/23- hold, som skal hjemføre det eneste guld, som Brasilien mangler i sin imponerende samling. Her skal spillere som Lucas og Neymar stadig have energi på batteriet, såfremt drømmen om OL-guldet skal ske fyldest.

São Paulo og Campeonato Paulistão
São Paulo ligger fortsat 6'er i den samlede stilling i Campeonato Paulistão, og holdet ligger fint til mht. kvalifikation til slutspillet. De 8 bedste fra grundspillet får en plads i kvartfinalerne, som er første trin i slutspillet om delstatsmesterskaberne i São Paulo.
 
Se målene fra São Paulo-Guaratinguetá
      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar