mandag den 26. marts 2012

Dobbelt up for Fred i Taça Rio

Fluminense vandt sikkert lørdagens udekamp mod Bonsucesso med 2-0, og dermed har Fred & Co. stadigt chancen for en semifinaleplads i denne delturnering nr. 2, Taça Rio. Anføreren scorede begge mål, ligesom Wellington Nem havde en stor aktie i begge scoringer.
Fluminense skal nok bruge 3 sejre i de sidste 3 puljekampe for at hente en semifinaleplads. Pt. sidder Bangu og Vasco da Gama på de 2 øverste pladser i Gruppe B, men afstanden er ikke større end at den kan hentes i de sidste spillerunder.
I Gruppe A ligger Botafogo og Flamengo på de 2 øverste pladser. Botafogo besejrede Duque de Caxias med 2-0, mens Flamengo uden den karantæneramte Ronaldinho slog Volta Redonda med 4-2. Vágner Love scorede 2 mål for Flamengo, hvoraf det ene blev sat ind med hælen.
Taça Rio er som sagt delturnering nr. 2 i kampen om Campeonato Carioca (delstatsmesterskabet). Den første delturnering, Taça Guanabara blev vundet af Fluminense, som dermed er sikker på en plads i den store finale om delstatsmesterskabet i Rio de Janeiro. Finalen står nemlig mellem vinderne af de 2 delturneringer, Taça Guanabara og Taça Rio.
 
Se målene fra Bonsucesso-Fluminense
         

Ingen kommentarer:

Send en kommentar