torsdag den 15. marts 2012

Remis til Vasco og Corinthians i Copa Libertadores

Vasco da Gama satte et enkelt point ind på sin Copa Libertadores-konto, da Rio-mandskabet onsdag aften/nat i Asunción spillede 1-1 med paraguyanske Libertad. De brasilianske gæster kom fint fra start med et mål af Diego Souza efter et kvarters spil, men holdet fra Paraguay overtog dominansen, da selv samme Souza så direkte rødt efter et albuesving. Med en mere på banen lykkedes det for Libertad at få udlignet ved angriberen Nuñez, der såmen også trak et rødt kort til sidst. Kampen beskrives af O Globo som en uskøn affære med alt for mange frispark og brokkerier. Det var latinamerikansk fodbold, når den er værst! De 2 mandskaber mødes igen om en uge i Rio de Janeiro, og her må man håbe på, at de grimme tricks bliver lagt til side til fordel for selve fodboldspillet.
Man er nu nået halvvejs i Gruppe 5, som føres af Libertad med 7 points for 3 kampe. Vasco følger efter med 4 points, mens Nacional fra Uruguay og peruvianske Alianza Lima begge er noteret for 3 points. De 2 bedste fra puljen går videre til 1/8-finalerne.

I Gruppe 6 blev det også for Corinthians at hente et point på udebane mod puljens førerhold, mexicanske Cruz Azul. Kampen sluttede som den begyndte, nemlig med 0-0, og der stod modsat kampen i Asunción også et rundt nul ud for udvisninger og skærmydsler. Corinthians begyndte kampen bedst, men røg ind i problemer, da mexicanerne satte sin slutspurt ind.
Cruz Azul holder med resultatet 1. pladsen i puljen med 7 points for 3 kampe, mens Corinthians er noterede for 5 points. Nacional fra Paraguay og venezuelanske Deportivo Táchira ligger under stregen med hhv. 3 og 1 point. Topholdene Cruz Azul og Corinthians støder allerede sammen igen i næste uge, hvor Pacaembu lægger græs til opgøret, mens de 2 øvrige hold mødes i San Cristóbal i Venezuela. Her vil Nacional med en sejr på fremmed græs lægge et solidt pres på de 2 førerhold inden de resterende spillerunder.
 
Se målene fra Libertad-Vasco da Gama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar