mandag den 12. marts 2012

Verdensmestre afgjorde Fla-Flu-classico

I år er det 100 år siden, at Flamengo og Fluminense spillede "classico" for første gang i historien. I går var det så tid til at tage hul på et nyt århundrede i rivaliseringen mellem de 2 store Rio-klubber, da de 2 mandskaber mødtes i puljespillet i Taça Rio (delturnering nr. 2 i Rio de Janeiro).
De rød-sorte fra Flamengo kom bedst ind i den nye epoke, da man på Engenhão besejrede Fluminense med 2-0Ronaldinho og Kléberson, der begge var med til at vinde VM for Brasilien i 2002, delte målene imellem sig, og scoringerne faldt kun med 3 minutters mellemrum midt i 1. halvleg. Det blev ikke kun en festaften for R10, der kort før pausen fik marchordre efter sin 2. advarsel. Derefter var der nærmest spil til et mål, og Flamengo-reserven PauloVictor måtte virkelig oppe sig for at holde buret rent.
Dette specielle Fla-Flu-classico fik kun lokket små 15.000 tilskuere til stadion. Både Flamengo og Fluminense skal i midtugen ud i vigtige kampe i Copa Libertadores, så det var varslet, at tilhængerne ville se lidt alternative opstillinger. For Fluminense savnede man spillere som Deco, Thiago Neves og Fred, mens venstrekanten Junior César var den eneste, der havde fået en fridag hos Flamengo. Træner Joel Santana er godt presset for tiden på mandskabssiden. Med 9 spillere på skades- eller karantænelisten var der ganske enkelt ikke råd til at spare esser såsom Ronaldinho og Vágner Love. Publikum havde lugten lunten og de fleste valgte derfor TV-løsningen.
 
Vasco da Gama var også i aktion denne søndag, og det blev til en 3-0 sejr over Madureira. Juninho Pernambucano strålede endnu en gang hos Vasco og den 37-årige frisparksekspert satte sit mandskab i gang med målete til 1-0. Botafogo spillede allerede lørdag og fik skuffende kun 1-1 mod Bangu. Her var der comeback til Jobson, som var tilbage efter en dopingkarantæne på 6 måneder. Angriberen kom på banen efter pausen og trods dårlig form var Jobson på plads med assisten til Botafogos enlige træffer.
 
Stillingen
Der er nu spillet 3 runder i Taça Rio med følgende stilling:
* Macaé fører Gruppe A foran Botafogo, Resende og Flamengo
* Vasco
har taget teten i Gruppe B foran Volta Redonda, Duque de Caxias og Fluminense.
Begge puljer består af 8 hold, og der spilles kun mod hold fra den modsatte gruppe. Nr. 1 og 2 i hver pulje går videre til semifinalen i denne Taça Rio.
 
Fluminense er finaleklar
Fluminense har sit på det tørre, idet Fred & Co. vandt Taça Guanabara, som er den første delturnering. Dermed er Fluminense sikker på en plads i finalen om Campeonato Carioca (det samlede Rio-mesterskab), hvor man møder vinderen af den igangværende delturnering, Taça Rio.
 
Se målene fra Flamengo-Fluminense
   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar