søndag den 4. maj 2014

Mestervending af Cruzeiro på Arena Mané Garrincha

De brasilianske mestre fra Cruzeiro har haft en fremragende uge. I onsdags lykkedes det for 'A Raposa' at kvalificere sig til kvartfinalen i Copa Libertadores og bare tre dage efter succesen i Asunción skrabede reserverne 3 points i hus via en 3-2 sejr over Atlético-PR.

Atlético-PR havde på papiret hjemmebane, men kampen var henlagt til VM-arenaen Mané Garrincha i Brasília. 'O Furação' (Orkanen) kunne gå til pausen oppe med 2-1 på mål af Éderson og Marcelo, mens Nilton stod for gæsternes enlige træffer.

Kampen ændrede imidlertid fuldstændig karakter i starten af 2. halvleg, hvor hjemmeholdet blev reduceret til 10 mand efter en udvisning af stoppen Dráusio for en nødbremse på Borges.

Cruzeiro pressede derefter hårdt på og fik fortjent hentet de 3 points i hus. Souza fik udlignet på straffespark efter en lille halv times spil, mens indskiftede Marcelo Moreno headede sejrsmålet ind med 8 minutter igen af matchen.

Det er anden gang, at Marcelo Moreno bliver matchvinder for Cruzeiro i Serie A. Det var nemlig også den bolivianske landsholdsangriber, som sørgede for sejrsmålet i den første spillerunde mod Bahia for 14 dage siden.

De blå ræve rykker med sejren op på 1. pladsen i Serie A, og det er imponerende med tanke på, at man har stillet med førstekeeperen Fábio og så 9-10 reserver i 2 ud af de 3 kampe. Det var Atléticos første nederlag i Serie A, og klubben fra Curitiba dykker 4 placeringer og er nu nummer 8 ud af de 20 hold.



Se målene fra Atlético-PR - Cruzeiro

Angriberen Marcelo Moreno blev igen matchvinder for Cruzeiro (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar