fredag den 23. maj 2014

Amputerede Atlético Mineiro imponerer i Brasilien

Atlético-MG var uden syv spillere fra den formodede idealopstilling, da 'O Galo' (Hanen) var på besøg hos Vitória i den 6. runde af den brasilianske Serie A. De mange reserver løftede imidlertid i flok og hentede en vigtig 3-2 sejr med hjem til Belo Horizonte.

Gæsterne var faktisk foran med hele 3-0 på mål af Dátolo, Alemão (selvmål) og kaptajnen Réver, men Dinei og Willie fik pyntet på resultatet for et Vitória, der var på gyngende grund i det meste af kampen. Klubben fra Salvador har afgivet sin træner Ney Franco til Flamengo, og det virkede som om, at holdet nu svæver lidt i limbo med to nederlag i træk.

Atlético-MG rykker op på 7. pladsen i tabellen med 3 points op til duksene og ærkerivalerne fra Cruzeiro. Det er lidt imponerende med tanke på, at man pt. spiller uden stjerner som Ronaldinho, Jô, Marcos Rocha etc. Det var spillere, som alle var hjørnestene i sidste års triumf i Copa Libertadores. Vitória ligger nu nede som nummer 15 med bare ét enkelt point ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra Vitória - Atlético-MG

Kaptajn Réver viste sin giftighed på dødbolde mod Vitória (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar