torsdag den 17. juli 2014

Målmandslegende atter på tavlen for stærke São Paulo

São Paulo genoptog kampene i Serie A med en sikker udesejr på 2-0 over Bahia. Målmandslegenden Rogério Ceni bragte med sin scoring nummer 118 i karrieren gæsterne foran på straffespark efter bare 12 minutters spil, og debutanten Alan Kardec fordoblede føringen efter 19 minutter efter et angreb, hvor Bahias forsvar blev totalt splittet ad.

Holdet fra São Paulo har oprustet kraftigt på det seneste med spillere som angriberen Alan Kardec og rutinerede Kaká, og det betyder, at en profil som Alexandre Pato må tage plads på bænken. Det ser efterhånden mere end fornuftigt ud for de 5-dobbelte brasilianske mestre, som med sejren lægger sig a point med topholdet og de regerende mestre fra Cruzeiro.

Der blev spillet yderligere fem kampe i Serie A denne onsdag, og her var det mest bemærkelsesværdige resultat, at Criciúma hjemme på Estádio Heriberto Hülse besejrede Fluminense med 3-2. Titelkandidaterne dukkede op til kampen uden Fred. VM-floppet har fået bevilget 10 dages ferie efter en slutrunde, der har tæret hårdt på angriberens selvtillid. Holdet fra Rio de Janeiro har alligevel et så stærkt mandskab, at de burde kunne hente en sejr i Criciúma, men sådan skulle det ikke gå.

Veteranen Paulo Baier blev den store helt for Criciúma med to scoringer, mens Serginho sørgede for 'Tigrenes' sidste mål. Den argentinske playmaker Conca og indskiftede Matheus Carvalho nettede for gæsterne, som med nederlaget falder fra 2. pladsen og ned som nummer 4 i tabellen. Criciúma avancerer til 13. pladsen og holdet fra staten Santa Catarina har nu 4 points ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra Bahia - São Paulo

Rogério Ceni fejrer sin scoring nummer 118 i karrieren (Foto: O Globo)

Se målene fra Criciúma - Fluminense

Onsdagens kampe i Serie A:
Bahia - São Paulo  0-2
Coritiba - Figueirense  0-2
Criciúma - Fluminense  3-2
Flamengo - Atlético-PR  1-2 (Tjek Flamengos danske hjemmeside)
Grêmio - Goiás  0-0
Sport Recife - Botafogo  1-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar