søndag den 27. juli 2014

Stortalenter på tavlen for Santos

Santos avancerede til 3. pladsen i Serie A efter lørdagens hjemmesejr på 3-0 over oprykkerne fra Chapecoense. De tre points kom i hus på mål af lejesvenden Rildo samt stortalenterne Gabriel Barbosa (alias Gabigol) og Diego Cardosa. 

Thiago Ribeiro var tilbage i startopstillingen for ‘O Peixe’ (Fisken) efter en skadespause på to måneder, og angriberen krydrede et flot comeback med oplæg til to af scoringerne. Gæsterne fra Chapecoense var ikke uden bid på Vila Belmiro, men Santos havde bare en godt spillende Aranha (Edderkoppen), som fejrede sin kamp nummer 100 for traditionsklubben med at holde bolden ude af nettet.

Internacional rykkede op på 2. pladsen med 6 points op til duksene fra Cruzeiro via en 1-0 sejr ude over Bahia. 'O Colorado' (De Røde) fik kæmpe hjælp af hjemmeholdets keeper Marcelo Lomba, som midt i 2. halvleg fumlede et langskud fra Wellington Silva ind over egen streg.

I den sidste lørdagskamp hentede Vitória 3 vigtige points i bundstriden med en sejr på 3-1 ude over Criciúma. Caio blev dobbelt målscorer for holdet fra Salvador, mens Ayrton sørgede for gæsternes sidste træffer direkte på frispark. Criciúma, som spillede mere end en halvleg i undertal, fik pyntet på resultatet tæt på slutfløjtet ved Serginho.

Søndagen byder på 6 kampe i denne 12. spillerunde, og der er masser af spændende opgør i vente. Corinthians tager på sin spritnye arena imod ærkefjenden Palmeiras, der er derby i Rio de Janeiro mellem Flamengo og Botafogo, og endelig er der gensyn med Kaká, som efter 11 år i udlandet får comeback for São Paulo i udekampen mod Goiás.

Se målene fra Santos - Chapecoense

U20-landsholdspilleren Gabriel alias 'Gabigol' fejrer sin fjerde sæsontræffer (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar