mandag den 28. juli 2014

Corinthians fik skovlen under hademodstander

Corinthians tilkæmpede sig håneretten, da ‘O Timão’ (Det Store Hold) hjemme på sin spritnye arena besejrede hademodstanderen Palmeiras med 2-0 i søndagens São Paulo-derby.

Der kom først gang i sagerne efter pausen, hvor den peruvianske landsholdsangriber Paolo Guerrero og Petros passerede Fábio i gæsternes mål. Midtbanemotoren Elias indtog en nøglerolle med næstsidste fod på begge scoringer.

Corinthians genindtager med sejren 2. pladsen i Serie A med 5 points op til duksene fra Cruzeiro, mens Palmeiras nu ikke har vundet i de sidste 6 Serie A-kampe i træk. Det betyder, at ‘O Verdão’ (De Grønne) nu kun har 3 points ned til nedrykningsstregen.

Fluminense avancerer til 3. pladsen i ligaen efter en sikker 3-0 sejr ude over Atlético-PR. Jean åbnede scoringen på et flot langskud, mens Conca fordoblede føringen på straffespark med 10 minutter til pausen. I 2. halvleg gjorde Cícero arbejdet færdigt efter et glimrende oplæg af Conca.

Rio-klubben er stadigvæk uden sin ferierende VM-angriber Fred, men de øvrige spillere har løftet sig og hentet så mange points, at Fluminense må være en af de seriøse bejlere til titlen. Der er seks points op til 1. pladsen og 26 runder til at indhente det forsømte.

Atlético-PR taber hele fem positioner i tabellen og er nu nummer 9. Top 4 er kun 3 points væk for ‘O Furação’ (Orkan), som stadigvæk må spille sine hjemmekampe uden fans efter den tilskuervold, som opstod under mødet med Vasco da Gama i den sidste spillerunde i 2013.

Se målene fra Corinthians - Palmeiras

Paolo Guerrero er nu noteret for fire mål i 12 runder i Serie A i denne sæson (Foto: Lance)

Se målene fra Atlético-PR - Fluminense

Ingen kommentarer:

Send en kommentar