torsdag den 12. februar 2015

Corinthians videre til 'Dødens Gruppe' i Copa Libertadores

Corinthians sikrede sig adgang til gruppespillet i Copa Libertadores efter 1-1 i onsdagens kval-kamp mod colombianske Once Caldas. VM-mestrene fra 2012 havde vundet det første opgør på Arena Corinthians med 4-0, så den videre færd i Sydamerikas fornemste klubturnering kom i hus med cifrene 5-1.

Midtbanedynamoen Elias viste klassen, da han efter 14 min. bragte 'O Timão' (Det Store Hold) foran, og hjemmeholdets Arango høstede også høje stilkarakterer med sin udligning 12 min. efter pausen. Once Caldas havde bud efter flere mål, men målmandskæmpen Cássio klarede godt for sig i gæsternes bur.

Corinthians træder ind i Gruppe 2, som bliver kaldt 'Dødens Gruppe'. Anderledes kan det ikke være me så stærke modstandere som São Paulo, de forsvarende Libertadores-mestre fra San Lorenzo og det uruguayanske mesterhold Danubio. Puljespillet åbnes den 18. februar, hvor der bydes på ægte São Paulo-derby på Arena Corinthians.

Målene fra det første møde kan ses her


Se målene fra Once Caldas - Corinthians

Elias scorede endnu et spektakulært mål mod Once Caldas (Foto: Lancenet)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar