torsdag den 5. februar 2015

Corinthians skyder Galacticos-traumet fra 2011 ned

Corinthians sikrede sig så godt som billet til gruppespillet i Copa Libertadores efter at 'O Timão' (Det Store Hold) hjemme i egen hule besejrede colombianske Once Caldas med hele 4-0 i den første kvalifikationskamp.

Emerson Sheik gav sit mandskab en fantastisk start med en scoring inden for kampens første minut, mens Felipe, Elias og Fágner øgede forspringet efter pausen foran de 35.757 betalende tilskuere på VM-arenaen Itaquerão.

Hjemmeholdets Paulo Guerrero så rødt i 1. halvleg, og Fábio Santos og Luís Murillo - en fra hvert hold - gjorde den peruvianske landsholdsbomber følge efter pausen. De må alle tre sidde over i returkampen i Manzilas om en uge,

Det var ellers med nogen nervøsitet, at Corinthians gik ind til denne play-off-fase. I 2011 fik klubben et ordentligt traume, da Galacticos-holdet med Ronaldo og Roberto Carlos i spidsen missede gruppespillet efter to kampe med Tolima. En gentagelse her fire år efter virker usandsynlig.

I puljespillet venter så attraktive modstandere som ærkerivalerne São Paulo, de forsvarende Copa Libertadores-mestre fra San Lorenzo og det uruguayanske mesterhold fra Danúbio. Og der bliver ikke tid til at hvile på laurbærene. Denne Gruppe 2 skydes i gang den 18. februar,

Emerson Sheik gav Corinthians en ønskestart mod Once Caldas (Foto: O Globo)


Se målene fra Corinthians-opvisningen her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar