mandag den 21. maj 2012

Rutinen slog til for Vasco mod Grêmio

Vasco da Gama, Corinthians, Fluminense og Santos har alle vigtige kvartfinaleopgør i Copa Libertadores på onsdag/torsdag, og det betød alternative opstillinger til søndagens kamp i Serie A.
Vasco da Gama sparede en del nøglespillere i hjemmekampen mod Grêmio, men det blandede hold var alligevel stærke nok til at hale en 2-1 sejr i land. Skudstærke Fellipe Bastos bragte hjemmeholdet på 1-0 midt i 1. halvleg direkte på frispark, men gæsternes midtbanetalent Fernando (hold øje med ham) var ikke sen til at svare igen på et langskud. Sejrsmålet faldt med godt 20 minutter igen, da de indskiftede Juninho Pernambucano og Alecsandro tog rollen som hhv. oplægger og målscorer. Man kan roligt sige, at rutinen kom på banen og blev udslagsgivende. Vascos målmand Fernando Prass er også en rutineret herre, og han havde også en kæmpe aktie i holdets sejr. Grêmio fik med 10 minutter igen en gylden mulighed for at sikre sig det ene point. Et straffespark, som  bolivianske Marcelo Moreno sparkede, men Fernando Prass havde læst, hvor skuddet ville komme. Med sejren på 2-1 lægger Vasco da Gama sig på en delt 3. plads med samme målscore som Figueirense.
Corinthians og Fluminense satte så godt som hele B-kæden på banen i det indbyrdes opgør på Pacaembu. Det kom gæsterne fra Fluminense bedst fra med en sejr på 1-0. Veteranen Leandro Euzébio nedlagde de brasilianske mestre, da han 20 minutter før tid headede bolden ind bag Cássio i Corinthians-målet.
Santos var uden sine 11 bedste, da Copa Libertadores-mestrene var på besøg i Bahia. Det blev til en målløs affære i den kraftige regn. Hjemmeholdet spillede bedst, men Santos havde de største chancer ved Borges.
Kampene i Serie A fortsætter i næste weekend, hvor der er fuld program. Flere af holdene må undvære nøglespillere, som er optaget af lørdagens landskamp mod Danmark.
Midtugen byder som sagt på kampe i Copa Libertadores, hvor programmet ser således ud:

Onsdag:
Corinthians-Vasco da Gama (1. kamp endte 0-0)
Fluminense-Boca Júniors (ARG) (Boca fører 1-0 efter den første kamp)
Torsdag:
Santos-Vélez Sarsfiels (ARG) (Vélez vandt det første opgør med 1-0)
Universidad de Chile (CHI)-Libertad (PAR) (1. kamp endte 1-1)

Se målene fra Vasco da Gama-Grêmio

Søndagens resultater:
Bahia-Santos 0-0
Botafogo-São Paulo 4-2
Corinthians-Fluminense 0-1
Cruzeiro-Atletico-GO 0-0
Internacional-Coritiba 2-0
Ponte Preta-Atlético-MG 0-1
Vasco da Gama-Grêmio 2-1
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar