torsdag den 3. maj 2012

Diego Souza tryller i kneben Vasco-sejr

Vasco da Gama høstede en kneben 2-1 sejr mod argentinske Lanús, da Rio-klubben hjemme på São Januário tog hul på 1/8-finalen i Sydamerikas fornemste klubturnering, Copa Libertadores. Hjemmeholdet spillede en flot 1. halvleg og kunne gå til pause med en føring på 2-0. Alecsandro udnyttede midt i halvlegen et indlæg af angrebskollegaen Eder Luis til 1-0, og Diego Souza leverede et lille show, da han kort før pausen fordoblede føringen. Et boldløft henover en argentinsk forsvarsspiller blev fulgt op af en flugtning op i nettaget.
Vasco kunne dog ikke følge det gode spil op efter pausen. Lanús kom mere med og blev snydt for et straffespark i starten af 2. halvleg. Argentinerne fortsatte dog ufortrødent og fik fortjent reduceret, da Regueiro midt i halvlegen udplacerede Fernando Prass i hjemmeholdets mål. Der faldt ikke yderligere scoringer i kampen, og det betyder, at Vasco er videre med en remis, når der spilles returkamp i Buenos Aires om en uge. En argentinsk sejr på 1-0 vil dog være nok til at bringe Lanús blandt de 8 bedste i turneringen.

Corinthians var også i kamp denne onsdag. De brasilianske mestre var på besøg hos Emelec fra Ecuador, og det blev til et godkendt resultat, nemlig 0-0. Spillet var dog absolut ikke godkendt, og Corinthians måtte love godt for keeperen Cássio, der leverede et par flotte redninger. Corinthians blev i starten af 2. halvleg reduceret til 10 mand efter en udvisning af Jorge Henrique, og det gav hjemmeholdet initiativet i resten af kampen. De 2 mandskaber spiller returkamp på onsdag, og mon ikke Corinthians sætter det afgørende stød ind på hjemmebanen Pacaembu.

Se målene fra Vasco da Gama-Lanús
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar