søndag den 20. maj 2012

Vágner Love redder point til Flamengo

Så lød startskuddet til dette års landsdækkende Serie A i Brasilien med tre kampe denne lørdag aften. Tre ud af de fire oprykkerhold var i aktion, og det gav ialt to uafgjorte og et nederlag til de nye i klasssen. Tættest på sejr var Sport, der havde besøg af Flamengo med Ronaldinho på holdet. Opgøret mellem "O Rubro-negro" (de rød-sorte) fra Recife og de rød-sorte fra Rio de Janeiro havde lokket små 30.000 tilskuere til Ilha do Retiro. Hjemmeholdet var faktisk bedst i store dele af kampen og kom fortjent foran ved Marquinhos Gabriel 12 minutter inde i 2. halvleg. Føringen holdt indtil et kvarter før tid, hvor Vágner Love udnyttede en frispilning af Kléberson til slutresultatet 1-1. Flamengo var på gyngende grund i Recife, og man må love godt for både Vágner Love og overliggeren for at redde et point i land.
Palmeiras under ledelse af Felipe Scolari var favoritter i São Paulo-derbyet mod Portuguesa, men også her hentede oprykkerne et overraskende point med resultatet 1-1. Angriberen Luan bragte Palmeiras på vinderkurs i slutningen af 1. halvleg, men Rodriguinho kom på tavlen for Portuguesa kort før tid.
Lørdagens eneste sejr fandt sted i Florianópolis, hvor hjemmeholdet Figueirense slog oprykkerne fra Náutico. Sejrsmålet blev sat ind i overtiden, da Caio i to omgang fik passeret Gideão i Náutico-buret.
Denne første runde spilles færdigt i dag, hvor der er 7 kampe på programmet. Det mest interessante opgør finder på papiret sted på Pacaembu i São Paulo, hvor de brasilianske mestre fra Corinthians tager imod de nykårede Rio-mestre fra Fluminense. Nu er der så lige det, at begge mandskaber spiller vigtige returkamp i Copa Libertadores i den kommende uge, og det er ensbetydende med, at B-kæderne bliver luftet i aftenens storkamp.

Se målene fra Sport-Flamengo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar