fredag den 18. maj 2012

Smalt nederlag til Fluminense på La Bombonera

Kvartfinalen i Copa Libertadores mellem Boca Juniors og Fluminense havde lokket både Carlos Tevez og den nu pensionerede Martin Palermo til La Bombonera i Buenos Aires. De fik set det argentinske hjemmehold under ledelse af Roman Riquelme dominere store dele af kampen og hente en fortjent sejr på 1-0. Fluminense-mandskabet stillede op uden skadede nøglespillere som Fred og Deco, og oddsene blev endnu værre, da venstre backen Carlinhos så rødt efter 35 minutters spil. Gæsterne måtte love godt for målmanden Diego Cavalieri, der kun lod sig overliste en enkelt gang. Det var angriberen Mouche, der i starten af 2. halvleg ramte plet efter en flot frispilning af Dário Cvitanich. Fluminense var efter kampen stærkt utilfredse med den colombianske dommer, der kort før pausen overså et straffespark til gæsterne. Roncaglia havde lapperne på bolden i eget felt, og det må man som bekendt ikke, når man er højre back.
Boca Juniors og Fluminense spillere returkamp på onsdag, hvor Engenhão lægger græs til det afgørende slag. Argentinerne kan gå videre med en remis eller et knebent nederlag på ét mål under forudsætning af, at det lykkes at score på fremmed græs. Fluminense er videre til semifinalen med en sejr på to mål, mens resultatet 1-0 vil bringe kampen ud i straffespark.

Se højdepunkterne fra Boca Juniors-Fluminense
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar