mandag den 2. juni 2014

Top 4-kandidaterne Fluminense og Internacional i tæt fight

Fluminense og Internacional spillede 1-1, da de to Top 4-kandidater krydsede klinger på Estádio Moacyrzão i Macaé.

Gæsterne tog teten ved den lille hjulbenede kantspiller Jorge Henrique, som sprintede fra hele Fluminense-forsvaret efter 21 minutters spil, men den tidligere landsholdsspiller Jean bankede udligningen ind efter en halv times spil.

Internacional var bedst efter pausen, men hjemmeholdets keeper Diego Cavalieri hev nogle vigtige ud af ærmet på nogle kritiske tidspunkter i en ellers tæt fight.

Fluminense kan med resultatet gå på VM-ferie på 2. pladsen med 3 points op til de forsvarende mestre fra Cruzeiro. Internacional er 5'er i tabellen, men det er kun måldifferencen, som holder 'O Colorado' (De Røde) ude af Top 4.

Se målene fra Fluminense - Internacional

Jeans flotte sparketeknik sikrede Fluminense det ene point mod Internacional (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar