søndag den 1. juni 2014

Fenerbahçe-kongen og Barcelona-floppet bag første sejr

Coritiba var indtil denne 9. spillerunde det eneste hold uden sejr i Serie A, men man må sige at Alex & Co. fik rettet op på sagerne i lørdagens hjemmekamp mod Goiás, som blev sendt tilbage til Goiânia med et 3-0 nederlag i bagagen.

Kaptajn Alex gav sit mandskab en drømmestart efter bare 4 minutters spil, og bare 10 minutter senere stod den tidligere Fenerbahçe-konge for oplægget til 2-0, sat ind af Barcelona-floppet Keirrison. Hjemmeholdet fortsatte presset, og Dener Assunção satte den tredje scoring ind kort før pausen. Denne gang var det Keirrison, som stod i fadderen rolle.

Coritiba hev håndbremsen i 2. halvleg, som bare blev brugt til at fastholde stillingen og dermed kunne de blot 3.127 betalende tilskuere på Estádio Durival Britto juble over årets første sejr i landets bedste fodboldrække.

Resultatet betyder, at Coritiba avancerer til 16. pladsen, mens Goiás missede chancen for at stryge helt til tops i turneringen. 'O Esmeraldino' (De Smaragdgrønne) ligger nu 6'er i tabellen med et enkelt point op til duksene fra Cruzeiro, men det er vel også ok for det undertippede hold.

Lørdagens kampe i Serie A:
Coritiba - Goiás  3-0
São Paulo - Atlético-MG  2-1
Vitória - Sport Recife  0-1


Se målene fra Coritiba - Goiás

Barcelona-floppet Keirrison med scoring og assist for Coritiba (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar