mandag den 2. juni 2014

Mesterlige Cruzeiro trynede chanceløse Flamengo

De forsvarende mestre fra Cruzeiro kan holde VM-pausen med en fin udsigt ned over de øvrige 19 hold i Serie A. 'A Raposa' (Ræven) sluttede første fjerdedel af turneringen af i ren opvisningsstil med at besejre kriseramte Flamengo med 3-0.

Cruzeiro behøvede kun at vise muskler i den første halvleg. Ricardo Goulart satte bolden ind bag Paulo Victor i gæsternes bur efter 16 minutters spil, og Éverton Ribeiro fulgte op med en scoring bare to minutter efter. Angriberen Borges bankede det sidste søm i Flamengos ligkiste lige op til pausen.

'A Raposa' fører Serie A med 3 points til et forfølgerfelt, som består af Fluminense, Corinthians, São Paulo og Internacional. Flamengo ligger nu nede som nummer næstsidst, og hvad værre er, at Rio-klubben ikke har hentet en eneste sejr under sin nye træner Ney Franco. Det lugter af den anden trænerfyring i Flamengo i løbet af godt en måned.

Se målene fra Cruzeiro - Flamengo

Serie A-topscorer Ricardo Goulart (med nr. 28) sætter årets femte scoring ind (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar