torsdag den 7. februar 2013

Neymar-løse Santos i problemer mod Linense

Topholdet Santos måtte undvære Neymar, Arouca og Montillo da man mødte Linense i den sjette runde af Campeonato Paulista. De to første optrådte på det brasilianske landshold i testkampen mod England, mens Montillo var udtaget til Argentinas venskabskamp mod Sverige. I Brasilien kan man desværre ikke finde ud af at koordinere landsholds- og klubaktiviteter, og det koster for de klubber, som har mange spillere på udvalgt hold. Santos spillede en skidt kamp på Linense, men var alligevel i stand til at hive 2-2 med hjem til havnebyen. Cicero åbnede scoringen for favoritterne, Elias og Leandro Brasília sørgede for at sensationen lurede, men Miralles fik dog skaffet det ene point til Santos på et af de billige straffespark.
Corinthians måtte også nøjes med et enkelt point efter 0-0 ude mod Botafogo-SP. Alexandre Pato fik 73 minutter på banen, og den tidligere Milan-spiller fik kærligheden at føle fra et hårdt spillende hjemmehold. Verdensmestrene er et populært mandskab, hvilket kunne aflæses på fremmødet på Estádio Santa Cruz i Ribeirão Preto. 26.507 betalende tilskuere er imponerende på de kanter. São Paulo skuffede også med 0-0 i hjemmekampen mod Ponte Preta. "O Tricolor" har øjnene på de kommende kampe i Copa Libertadores, og favoritterne leverede en bleg indsats foran de 5.685 betalende tilskuere på Morumbi.
Santos fører fortsat tabellen i grundspillet i dette delstatsmesterskab dækkende São Paulo. Ponte Preta, Penapolense og Linense danner de øvrige hold i Top 4. De otte bedste hold går videre til slutspillet, hvor man lægger ud med kvartfinalerne.
   
Se målene fra Linense-Santos

Campeonato Paulista, onsdagens kampe:
Botafogo-SP-Corinthians  0-0
Bragantino-Mirassol  1-2
Guaraní-São Gaetano  3-1
Linense-Santos  2-2
Mogi Mirim-Ituano  0-1
Paulista-Oeste  0-0
Penapolense-União Barbarense  2-1
São Bernardo-XV de Piracicaba  0-3
São Paulo-Ponte Preta  0-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar