mandag den 4. februar 2013

Dunga og Internacional kan ånde lettet op


Internacional med den tidligere landstræner Carlos Dunga i spidsen kunne ånde lettet op efter søndagens 2-1 sejr over Grêmio i delstatsmesterskaberne dækkende Rio Grando do Sul. "O Colorado" var nemlig kæmpe favoritter til sejren i dette  Gre-Nal-classico nummer 395 mod en modstander, der stillede op med sin B-kæde. "O Tricolor" spillede i onsdags den vigtige kvalkamp til Copa Libertadores mod LDU Quito, og træner Vanderlei Luxemburgo havde derfor valgt at give sig selv og sine nøglespillere en velfortjent hviledag oven på strabadserne. Det blev på trods af de gode odds ingen letkøbt sejr til Internacional. Diego Forlan og OL-topscoreren Leandro Damião bragte ganske vist "O Colorado" foran med et par mål, men Grêmio fik svaret igen kort tid inde i 2. halvleg ved Fernando. Den resterende del af kampen var en åben affære, og Grêmio havde til sidst et par gode muligheder for udligning ved indskiftede Rondinelly.
Resultatet betyder, at Internacional rykker op på 2. pladsen i Gruppe B i denne første delturnering i  Campeonato Gaúcho. Puljen føres af São José, der har maksimumpoint efter fire spillerunder. Grêmio ligger nummer syv ud af otte hold i Gruppe A med én sejr og tre nederlag. Denne magre pointhøst skal ses i lyset af, at "O Tricolor" har al fokus på Copa Libertadores, hvor man er nået til gruppespillet efter to opslidende kvalifikationskampe mod LDU Quito.
  

Se målene fra Internacional-Grêmio

Campeonato Gaúcho, weekendens kampe: 
Canoas-Cruzeiro-RS  1-2
Esportivo-Lajeadense  0-1
Internacional-Grêmio  2-1
Juventude-Caxias  1-1
Santa Cruz-RS-Pelotas  1-2
São José-RS-Passo Fundo  1-0
São Luíz-Novo Hamburgo  1-0
Veranópolis-Cerámica  0-1
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar