lørdag den 6. december 2014

Fluminenses talenter flot fra start ved U20-mesterskab

Fluminnenses U20-hold kom bedst fra start, da man fredag tog hul på kampen om det brasilianske mesterskab for ungseniorer, 'O Tricolor' mødte i den første runde af puljespillet i Gruppe B Grêmio i en match, som endte med 3-2 til talentfabrikken fra Rio de Janeiro.

Breno og Euller sørgede for at Fluminense kunne gå til pausen med 2-0 i hånden, men Grêmio fik svaret igen på to mål af Pedro Rocha i starten af 2. halvleg. Rio-holdet var nu ikke mere rystet end at  indskiftede Denílson kunne sende sejrsmålet ind efter et kvarter af sidste omgang.

I samme gruppe spillede Chapecoense og Atlético-MG 0-0, og det betyder, at Fluminense indtager 1. pladsen efter 1, runde. Vi mangler endnu at få Goiás på banen, men de træder ind i 2. runde med en dyst mod Atlético-MG.

Gruppe D lagde fra land med to uafgjorte kampe. Palmeiras og Flamengo spillede 0-0, mens Atlético-PR og Figueirense delte med cifrene 1-1. Atlético chokstartede med mål af angriberen Crysan efter 5 min., men Figueirense fik udlignet på straffe ved Carlos Henrique 17 min. inde i 2. halvleg.

Vitória, som i tirsdags tabte pokalfinalen med cifrene 4-2 til Internacional (de regerende brasilianske U20-mestre), er det sidste hold i gruppen, og klubben fra Salvador i staten Bahia gør sin entré på søndag med kamp med Palmeiras, som nåede frem til finalen i 2013.

I dag lørdag går vi i gang med de sidste to puljer. I Gruppe A hedder kampene Cruzeiro mod Bahia samt Portuguesa mod Criciúma, mens Gruppe C åbner med Botafogo mod Coritiba og en lækkerbisken i form af Santos mod Internacional.

Fluminense må kigge lidt bold her, men sluttede ovenpå mod Grêmio (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar