torsdag den 13. december 2012

VM-stjerner markerede Marcos' afskedskamp for Palmeiras

Målmandslegenden Marcos satte et endegyldigt punktum for sin fornemme karriere med en opvisningskamp mellem Palmeiras' Copa Libertadores-vindere fra 1999 og det brasilianske landshold, som vandt VM-finalen i 2002. Begge mandskaber var kendetegnet ved at have netop den nu 39-årige Marcos som ankermand. Festligheder, der foregik foran 40.000 festklædte fans på Pacaembu i São Paulo, endte med et venskabeligt resultat på 2-2. Marcos bragte sit Palmeiras på 1-0 på straffespark, Paulo Nunes øgede til 2-0 inden at Edílson og Luizão fik rettet op på resultatet i 2. halvleg. På dette tidspunkt havde aftenens hovedperson trukket i en anden rolle, nemlig i angriberens, så Marcos kan såmen også prale af at holde sit mål rent i sin sidste kamp. Kampen var noget af en stjerneparade. Fra Palmeiras' Libertadores-vindende mandskab så man bl.a. Edmundo og César Sampaio, mens de brasilianske VM-guldvindere var repræsenteret med navne som Cafu, Edmilson, Roque Júnior, Roberto CarlosJuninho Paulista, Rivaldo og Ronaldo.
Den karismatiske målmand skal i fremtiden fungere som ambassadør for klubben med de italienske rødder. Marcos har i den grad fortjent denne udmærkelse efter en karriere, hvor han siden 1992 trofast har passet sit arbejde hos "O Verdão" uanset op- og nedture. Dette fodboldår var således også et turbulent et af slagsen fra Palmeiras. Højdepunktet kom med brasilianske pokaltitel midt på året, men dette blev desværre fulgt op med en nedrykning fra Serie A. Marcos havde dog ingen aktier i dette, da støvlerne blev lagt på hylden med udgangen af 2011. Resultaterne betyder, at hjerteklubben i 2013 skal deltage i Sydamerikas fornemste klubturnering, Copa Libertadores, men at det sker fra en position i Brasiliens næstbedste række. Marcos får i sin rolle som ambassadør en stor opgave med at skrabe penge ind til den vingeskudte storklub.

Højdepunkter fra Palmeiras-Brasilien
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar