lørdag den 8. december 2012

Fernando Prass stod for årets redning i Serie A

O Globo har fundet frem til de fem bedste redninger i årets Serie A. Vasco da Gama-keeperen Fernando Prass får 1. pladsen for sin redning i Rio-derbyet mod Flamengo. Stopperen González sender et yderst kvalificeret hovedstød ned mod det ene hjørne, men Prass får kastet sig som en panter og afvist det gode forsøg for næsen af Vagner Love.
Diego Cavalieri fra mesterholdet Fluminense blev fortjent kåret som turneringens bedste målmand. På listen over redninger må han nøjes med 2. pladsen. Aktionen kommer fra udekampen mod Náutico, hvor Diego Cavalieri vinder duellen med hjemmeholdets Souza.
Rogério Ceni er 39 år og har scoret over 100 mål for São Paulo, men målmandslegenden ved også, hvordan man forsvarer sit mål. Anføreren hiver en klasseredning ud af ærmet på forsøget fra Eder Luis fra Vasco da Gama. Den giver en 3. plads på O Globos liste.
4. pladsen går til Magrão fra Sport Recife for sin fodparade på hovedstødsforsøget fra Wagner i udekampen mod Fluminense.
Jefferson fra Botafogo får den sidste plads på listen for sin en-håndsredning i hjemmekampen mod São Paulo. Det er ingen ringere end Luis Fabiano, som bliver pillet af landsholdsreserven. Jefferson har klister på fingrene. Anden forklaring er der ikke på den redning.

De fem bedste redninger i Serie A 2012

Ingen kommentarer:

Send en kommentar